Afprøvningen i praksis
Floden er tegnet af en deprimeret person i 50-erne på et tidspunkt hvor depressionen er ved at lette.
Den beskriver forløbet fra fødsel og til nu.
Der bruges 40 minutter på at tegne og snakken bagefter varer også 40 minutter.
Ophobningen af de mange sorte sten er der hvor depressionen for alvor bryder ud.
Det er svært at se på tegningen i dette format, men der hvor floden er lige nu (i nederste højre hjørne) er malet et stykke drivtømmer blandt småstenene, som også er blevet mindre.
Denne person havde svært ved at fortælle, ”huske” sit liv.
Tegningen var et godt middel for personen til at finde og sætte ord på sin livshistorie.
Drivtømmeret i nederste højre hjørne tydeliggøre en bedring som personen selv havde svært ved at mærke, men her kunne se eksisterer, det fremkaldte et smil.
Patienten er en 56 årig mand, der i ca. 2 måneder har været indlagt på et rehabiliteringscenter efter en blodprop i højre hjernehalvdel. Han har som følge af blodproppen lammelse i venstre side af kroppen og er meget konkrettænkende.
Han er med på ideen med at tegne sit liv udfra en flod, men gør det mest for min skyld, da han ikke helt kan se meningen med det. Han vil hellere gangtræne, der for ham er mere konkret.
Han bruger 10 minutter på at tegne sin flod, mens jeg sidder udenfor hans synsvinkel. Først tegner han floden og bagefter sætter han begivenheder og årstal på. Efterfølgende snakker vi om tegningen i 40 minutter, hvor tegningen sætter en god struktur på snakken. Han fortæller en masse om sit liv og jeg synes, at jeg ud fra snakken får et godt billede af, hvilken type person han er og hvilke begivenheder, der har haft størst betydning for hans liv. Han placerer sten 3 steder i floden. Ved en nær familiemedlems død, ved sin skilsmisse og så tegner han en hel række sten ved sin nuværende situation. Udfra snakken er det tydeligt at hans nuværende situation er svær. Han er en meget aktiv person, som altid har haft gang i mange sideløbende projekter og det liv er måske svært at genoptage nu. Drivtømmeret han tegner først i floden kommenterer han med "der har altid været gang i min flod" – en imponerende kommentar fra en meget konkrettænkende person!
Kawategningen blev umiddelbart en ret simpel tegning, men den dannede alligevel baggrund for en meget detaljeret snak og forståelse for patientens situation.
Tegning lavet af en 47-årig kvinde med kroniske smerter.
Hun blev bedt om at tegne et tværsnit som skal vise hendes situation her og nu. Vi aftalte at lave en tilsvarende tegning når hendes 3-måneders træningsophold er gået.
Hun tegner i 20 minutter, og vi bruger 20 minutter til at tale om den.
Omgivelserne i tegningen fortæller at hun holder meget af naturen, men er begrænset i at bruge den (illustreret med de ujævne uvejsomme bakker). Floden indeholder en del sten. De store er de kroniske smerter, de små er begrænsninger i daglige aktiviteter. F.eks når hun går i gang med noget, som hun ikke kan fuldføre.
Drivtømmeret er hende selv og de ressourcer hun mærker, når hun kan aflede smerterne (f.eks ved bagning, som hun er god til).
Sandet er en blød bund som smerterne hviler på. (Er det et håb om lindring?)
De krappe bølger viser, at hun har en dag med mange smerter, så dagen er svær at komme igennem.
På en god dag ville vandet være stille.
På grund sten og sand, er der ikke meget gennemløb i floden.
Det har været en træls påske med sygdom og konflikter i familien. Personen har stadigvæk influenza da hun tegner. Tegnetiden bliver aftalt til 10 minutter.
Tegningen ligner Personens første tegning i Lay-out. Indholdet i floden er dog anderledes, der er kun sten som ligger på hårdt og ubehageligt sand.
Da hun konfronteres med at hun har tegnet en sol, smiler hun og siger: "Det tegner man da, når den skinner udenfor".
Vi taler om, at hendes to tegninger er to øjebliksbilleder (tegnet med 3 ugers mellemrum) og at de ikke afspejler processen i hendes træningsforløb, men hvordan hendes dage er forskellige og uforudsigelige når man har kroniske smerter.
Vi sammenligner så Scoringerne fra 1. og 2. COPM (lavet med 7 ugers mellemrum). Her er der en fremgang i både udførelse og tilfredshed af valgte aktivitetsproblemer.
I dette tilfælde ser jeg KAWA som et godt supplement til at komme ind på aktivitetsproblemer på en positiv måde, at komme ind på flere områder indenfor det kreative felt og hurtigere få opbygget et kendskab til personen samt opbygget en tillid.
Sabina (anonymiseret)
29 årig kvinde, der lider af depression og generaliseret angst.
For ½ år siden startede Sabina på et kursusforløb sammen med andre unge mennesker, og hun har haft stort udbytte af deltagelsen. Hun fungerer på mange måder godt socialt, arrangerer f.eks. fælles fritidsfornøjelser. Sabina har valgt udtrykkende fag som tegning, maling, skriveværksted, foto, og hun skriver flittigt i husets blad. I den sammenhæng sagde hun glædestrålende JA til at tegne sit liv som en flod.
Sabina tegner siddende på gulvet på en blød måtte – tegner på et 2 meter langt stykke papir.
Sabina tegner sit liv som en flod, begyndende i højre side af papiret.
Problemerne starter i puberteten. Sten og klipper symboliserer mobning, sexuelt overgreb samt manglende hjælp – svigt.
Livstrømmen øges ved, at Sabina får en lærerplads og bliver mor. Hun lever alene med barnet.
Floden snævres ind igen, da en god ven begår selvmord. Hun kommer ind i endnu et dårligt parforhold, bliver gravid og får foretaget en abort. Alt dette medfører på ny depression og angst.
Floden vider sig kraftigt ud, da Sabina starter på kursusforløbet, i forbindelse med hvilket hun får gjort det forbi med kæresten gennem 1 år.
Tegningen slutter med visioner og ambitioner for fremtiden.
Sabina kigger på det bagefter og siger ”Det er alligevel anderledes at se det hele, dér på papiret”.
Sabina er eftertænksom, da vi bagefter taler om billedet af floden, og jeg fornemmer, at hun får både afstand til og samling på sit livsforløb. Hun kigger og kigger, sætter ikke så mange ord på, men siger, det var godt at tegne og vil gerne tegne igen.
Comments (0)
You don't have permission to comment on this page.